|
Abraham-Louis Breguet
Myte - Magiker - Menneskeven
Artikel fra magasinet Uhren, Juwelen,
Schmuck. Oversat af urmager Knud Laursen.

Barndom
Da Abraham-Louis Breguet blev født i 1747 Neuchatêl i Schweiz
anede ingen, at en genial urmager havde set dagens lys. Allerede i
15 års alderen forlod han sit hjem for at tilegne sig en
grundlæggende teknisk og praktisk uddannelse i Frankrig. Han
grundlagde i 1775 sit eget værksted i Paris på Ile de la Cité i en
alder af 28 år. Her startede en karriere, der indtil vore dage er
uden sammenligning i urverdenen.

Opfindelser
Breguets løbebane markerede utallige opfindelser der præger det
moderne urmageri. Mange dele i et mekanisk urværk bærer endnu hans
navn. Viserne med de excentriske cirkler, der er vidt kendt som
Breguet-visere, sætter deres spor i "Haute Horlogerie" af dette
geni og karakteriserer udseendet på mange andre navne.
Breguet-spiralen, det selvoptrækkende ur og tourbillonen er andre
af hans opfindelser, der kan nævnes i forbifarten for at
understrege Abraham-Louis Breguets betydning for nutidens urverden.
Billedet her til venstre viser et guld-lommeur lavet af
Breguet i 1794 til grev Journiac St. Meard med kvarterrepetition,
gangreserve indikator og månefase.
Menneskevennen
På baggrund af Abraham-Louis Breguets tekniske og finmekaniske
mesterværker kunne man let komme til at forestille sig ham som en
forskruet opfinder, der udover visere, spiraler, og ankre var
fremmedgjort. Skudt langt forbi, Breguet var en smuk mand. Også
som handelsmand var han anset, men først og fremmest som tekniker.
Hans "fingerspitzgefühl" for mellem-menneskelige forhold gjorde,
at han var en velkommen gæst ved Europas forskellige hoffer.
Listen over hans kunder fra adel, finans og videnskab er som en
18. og 19. århundredes "hvem er hvem". Dertil tæller berømtheder
som Louis XVI, Napoleon Bonaparte og Zar Alexander I. De og mange
andre forsynede Breguet med ure. Netop tiden under den franske
revolution, hvor Breguet i virvaret søgte tilflugt i Schweiz,
benyttede han ikke kun til at gøre yderligere banebrydende
opfindelser, men frem for alt til udbygning og intensivering af
sine vidtrækkende internationale kontakter.
Billedet herover til højre viser et guld-lommeur med
emaljeskive, excentrisk timeskive og kort sekundviser.

Alderdom
Efter at være vendt tilbage til Frankrig, blev
Breguet overøst med æresbevisninger bl.a. i 1819, hvor han blev
ridder af æreslegionen. I 1823, som 77 årig, døde tidens mest
geniale urmager. Han efterlod sig et foretagende, der uanset alle
omveje og ejerskift endnu i dag hører til de førende i urverdenen.
Billedet til venstre viser replika af "Pendule
Sympatique". Breguets "moderur", der automatisk trækker og stiller
sit "barn", et lommeur, så snart det er anbragt i en dertil
beregnet åbning på skivesiden.
|