Velkommen til Urmagerne.DK - En side om urmagere, ure og teknikken i urene.

 


Bornholmerurets Historie

Opdatering:

Vi har fået en spændende mail fra Poul-Erik Sjøberg, som er en efterkommer efter den bornholmske urmager Gustav Axel Sjøberg.


"Subject: Gustav Axel Sjøberg - taffelurmager på Bornholm"


Jeg er ovennævntes oldebarn og kan oplyse at GAS døde i Rønne 8/9 1903. Den ældste søn, Jens Carl Sjøberg og den yngste søn, Valdemar Sjøberg, blev begge uddannede som urmagere hos faderen. Så vidt jeg ved var Valdemar S. den urmager der producerede det sidste "ægte" bornholmerur.

Selvom GAS var kendt som taffelurmager lavede han et enkelt standur til sig selv. Jeg er i besiddelse af værket m. forsølvet skive, samt pendulet, lodder mm. Værket er stemplet med initialer og årstal. Selve urkassen er gået til. Jeg så resterne af den ormædte kasse, og måtte dengang konstatere at hvor det mekaniske var og er af meget høj kvalitet, så har snedkeren været amatør (måske ham selv?). Uret var en "dame".
 


Bornholmerure - Barok stilDet bornholmske urmageri går tilbage til 1740'erne. Ifølge overleveringen strandede der på den tid et engelsk skib, som havde en del stueure i lasten. Urene var medtagne og blev leveret til reparation hos en rokkedrejer i Rønne, som satte dem i stand, og som derigennem fik sådan en indsigt i urenes indretning, at han selv begyndte at lave ure, først i træ og siden i metal. Selvom det bornholmske urmageri findes omtalt i skriftlige kilder, nævnes strandingshistorien ikke før i 1794, da de bornholmske urmagere ansøger kongen om støtte til ansættelse af en faguddannet lærer. Man har dog for nyligt fået bekræftet historien ved fund af samtidige omtaler af strandingen i de bornholmske kirkebøger, og man anser den i dag for at være sand.

At urmageriet var kommet i gang omkring 1750, og at det var drejere, der påbegyndte det, viser et notat, der findes i en samling optegnelser fra denne tid, som Øens daværende amtmand, Johan Christian Urne, har efterladt. Notatet lyder: "Borger og snedker Poul Ottesen Arboe, endnu boende i Rønne, hvor to sønner er blevet navnkundige ved det, de selv har lært sig drejer- og urmagerkunsten, så at mange stueure af deres arbejde forsendes til København og andre steder". De to navnkundige sønner hed Otte og Peter Poulsen Arboe. Otte Poulsen Arboe var den ældste. Han var født den 3. april 1719 og må have taget borgerskab i Rønne 1741, da han blev 21 år, eller kort efter. Han var ugift og boede hele sit liv i faderens ejendom på vestsiden af Store Torv i Rønne. Her døde han den 19. august 1773. Peter Poulsen Arboe var født den 19. april 1726 og var således 7 år yngre end broderen. Han boede også hos faderen, i alle tilfælde indtil han blev gift i 1748. Derefter boede han en tid i det nuværende Nørregade, men flyttede i 1752 til en ejendom, han havde købt i Storegade. Her boede han, til han døde i 1766, 7 år før Otte Arboe. Efter det foreliggende må brødrene have fremstillet de første bornholmerure, medens de arbejdede sammen på værkstedet hos faderen. Antageligt efter at Otte Arboe havde løst borgerskab (o. 1748), men før Peter Arboe flyttede hjemmefra (o. 1748). Man må antage, at Peter Arboe har arbejdet som medhjælper hos broderen, indtil han selv løste borgerskab i 1750. Der er bevaret ikke så få ure med Otte Arboes navn, men måske endnu flere med Peter Arboes. De er alle standure med barokprægede trækasser, jernskiver med støbte hjørneornamenter og talkranse af tin med romertal. Værkerne er af messing. Alle de bevarede ure er af god kvalitet; men det må de nødvendigvis være i betragtning af deres alder. Eventuelle dårligt fremstillede ure er for længst slidt op. Ingen af de bevarede ure har værk af træ eller udviser træk, der kan føres tilbage til træværker. Har sådanne eksisteret, er de forlængst gået tabt. Man har hidtil ikke påvist en udviklingslinie inden for brødrenes ure; men det vil måske komme, når urene bliver nærmere undersøgt. Deres ure er som regel nummererede. For Otte Arboes vedkommende kendes der numre op til 759, for Peter Arboes til 1757.

Flere forfattere har anført, at de bornholmske ure har stor lighed med samtidige engelske standure. Desværre har de ikke specificeret, på hvilke områder lighederne er at finde. Det virker, som om man har godtaget strandingstraditionens oplysning om, at de første bornholmerure var kopieret efter de strandede engelske ure. Da de ældste bornholmerure har stor lighed med samtidens danske standure, kan man lige så godt antage, at bornholmerurene bygger på den almindelige danske urmagertradition. I årene 1750-70 voksede det bornholmske urmageri. Der kom flere og flere urmagere i Rønne. Man må antage, at de nye urmagere enten havde lært hos brødrene Arboe eller også hos brødrenes elever. Der er ikke oplysninger, der tyder på, at der er kommet fremmede urmagere til øen i disse år. Rønne borgerskabsprotokol er ikke bevaret fra tiden før 1766. Derfor er oplysningerne om de første bornholmerurmagere meget tilfældige. Men antageligt var Claus Bohn (død 1787), Ole Henrichsen (nævnt 1753) og Tønnes Rasch blandt brødrene Arboes første elever. Blandt de urmagere, der nævnes i borgerskabsprotokollen fra 1766-1800, er følgende de mest kendte: Jens Michelsen eller Michael og Jørgen Peter Arboe, der begge får borgerskab i 1776. Endvidere Hagen Funch og Anthoni Schov, der får borgerskab i 1780. Chr. Bidstrup, Poul Hansen og Chr. Due, der får borgerskab i 1782. Poul Arboe, borgerskab i 1784, samt Joseph Bjerregrav og Edvart Sonne, der får borgerskab i 1787, og endelig Niels Sonne, der får borgerskab i 1792. Der findes endnu ure, der er lavet af disse urmagere.

Da der ikke var nogen urmagerorganisation på Bornholm på den tid, svarende f.eks. til lauget i København, har urmageruddannelsen på Bornholm sikkert været præget af tilfældighederne. Det hævdede i alle tilfælde lauget i København, der følte konkurrencen fra Bornholm så generende, at det i 1773 indsendte følgende klage til magistraten i håb om at, at denne ville videresende klagen til regeringen:
"Fra Bornholm kommer mange store ure, så byen bliver dermed opfyldt, - og mange meget slette, - så intet er at afsætte af det slags (for de Københavnske urmagere). Urmagerne her, som fremviser (dvs. beviser) deres kapacitet ved mesterstykker med bekostning, har intet at bestille. Og de på Bornholm, har de på nogen tid har været hos en urmager der og bilder sig ind allerede at kunne være urmager, sætter sig hen og gør meget slette ure og sender dem hertil. Så kunne de og på sådant sted, hvor levemåden og udgifterne er ringe, gøre det for den pris, som intet kan gøres for her. Måtte der altså enten blive sat told derpå, eller og de måtte tilholdes at sende deres arbejde til steder, hvor ingen laug eller urmager er".
De københavnske urmagere fik ikke noget ud af deres klage. Tværtimod fik regeringen og de på den tid opdukkende almennyttige selskaber øje på den særprægede bornholmske industri og søgte at fremme den.

Således udsatte Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab i 1787 og atter i 1791 præmier for at fremme det bornholmske urmageri. De blev begge gange vundet af Jørgen Peter Arboe. Han vandt også en præmie, som Det Bornholmske Patriotselskab (1788-92) på den tid havde udsat. Jørgen Peter Arboe var søn af Peter Poulsen Arboe, den yngste af de to brødre, der begyndte urmageriet i Rrønne. Han var født i 1749 og kan være udlært hos faderen, der døde i 1766. Derefter må han have arbejdet for en anden urmager, indtil han i 1776 tog borgerskab. Fra 1771-81 boede han på Store Torv i Rønne, hvor Sillehovedes forretning nu ligger. I 1781 købte han hjørneejendommen Grønnegade - Lille Søstrædet, det er nu Missionshotellet, og her drev han urmageri til sin død i 1820. Hans ure regnes blandt de bedste bornholmerure, og de findes i kasser i såvel barok-, Louis 16.- som empireform. Der kendes numre op til 2257. Hans yngre bror Poul Petersen Arboe var født i 1756 eller 1757. Han tog borgerskab som urmager i Rønne i 1784 og døde i 1809. Fra hans værksted kendes ure med numre op til 844. l 1794 indgav ni Rønneurmagere en ansøgning til kongen om at få hofurmager Jean Abraham Armands Søn, Johan Wilhelm, ansat som lærer for de bornholmske urmagere, betalt af regeringen. Kongen bevilgede i 1794 en årlig understøttelse på 200 rigsdaler til Armands ophold på Øen. En understøttelse, der blev gentaget i alle tilfælde til 1808, efter andre kilder helt til 1818. Endvidere bevilgedes i 1795 en schweizisk maskine til tandhjulsskæring. Før den tid skal alle bornholmere have filet tandhjul til i hånden. Armands ophold i Rønne skal have givet gode resultater.

Bornholmerur - FrueUrmageriet tiltog i omfang, og enkelte urmagere begyndte nu at fremstille taffelure: små fjederdrevne ure med kort pendul, beregnet til at stå på et bord eller en hylde. Det var tidens modeur. I 1800 blev det befalet Armand, at han især skulle henvende sin opmærksomhed på de simple ures forbedring og deres skønnere udvortes.

Man kan konstatere, at bornholmerurene netop på denne tid skiftede udseende. Kasserne havde tidligere været præget af barokken eller Louis 16., nu fik de udpræget empireform. Men om Armand har inspireret til denne ændring eller blot søgt at retlede den efter kongelig ordre, lader sig ikke afgøre i dag. Armands dygtigste elev var Niels Sonne, født ca. 1768, borgerskab 1792, død 1839. Han fik i 1799 tilstået 200 rigsdaler ved kongelig resolution, således at han kunne tilbringe et år på hofurmager Jørgen Jürgensens værksted i København. Det blev på den tid ledet af hofurmagerens berømte søn Urban Jürgensen. Understøttelsen blev gentaget i 1803. I 1809, 1812 og 1815 bevilgede kommercekollegiet penge til opkøb af bornholmske ure. Det var en støtte, der nok kunne være nødvendig i de trange år under Englænderkrigen, hvor forbindelsen til Bornholm var usikker. Værdien af det bornholmske ursalg til det øvrige land faldt i denne periode fra 14.000 rigsdaler i 1806 til 7.000 rigsdaler i 1807 og ned til l.400 rigsdaler i 1808. Dette fald skyldes ikke blot de usikre afsætningsforhold, men også mangel på råvarer og halvfabrikata. I tiden 1801-08 blev der i alt udskibet 5.198 ure fra Rønne til en værdi af 81.568 rigsdaler, d.v.s. i gennemsnit 650 ure om året til en pris af godt 15 rigsdaler pr. ur. I 1807 oplyser urmager Frederik Sonne, at omkostningerne til et ur fordelte sig således: værket 20 rigsdaler, snedkeren for kassen 10 rigsdaler, maleren for at male kassen 2 rigsdaler og 65 skilling, for skiven 5 rigsdaler samt til smeden 48 skilling. Det bliver i alt 38 rigsdaler og 16 skilling, og det stemmer ikke overens med de ovenfor anførte tal. Enten gælder Frederik Sonnes opgivelser et meget fint ur, eller også har han overdrevet sine udgifter. Derimod kan man nok antage, at forholdet mellem de forskellige udgifter er korrekt.

Efter Englænderkrigens ophør blev der gjort store anstrengelser for atter at bringe den bornholmske urindustri på fode. På naturvidenskabsmanden H. C. Ørsteds foranledning dannede de bornholmske urmagere selv en forening, der udvalgte tre urmagere til at prøve de fremstillede ures kvalitet. Alle gode ure blev stemplet, og prisen på disse var til købmænd og skippere, der var urmagernes grossister, 18 rigsdaler sedler. I København solgte skipperne et sådant ur for 24 rigsdaler, medens de på møbelmagasinet på Børsen kostede 30 rigsdaler. De ustemplede ure måtte urmagerne sælge, for hvad de kunne få for dem. Taffelure kostede i udsalg 47 rigsdaler. I 1820 stiftede H.C. Ørsted sammen med landmåler Lauritz Esmarch "Selskab til Urmagernes Fremme på Bornholm". Det fik et statslån på 2.000 rigsdaler, som selskabet anvendte til udbetaling af forskud på stemplede ure, som bornholmerne gav selskabet til videresalg. Selskabet virkede fra 1820 til 1841. I den tid stempledes og solgtes 411 ure til en værdi af 9.300 rigsdaler, d.v.s. i gennemsnit 22 l/2 rigsdaler pr. ur. Ved selskabets ophør blev der yderligere fordelt 780 rigsdaler mellem urmagerne, som selskabet havde holdt igen ved afregningerne gennem de forløbne år. Dvs.. at hvert ur havde indbragt over 24 l/2 rigsdaler. Selskabets betaling havde der således ikke været noget at klage over, men dets omsætning var for lille.

I årene 1820-60 udskibedes der årligt for 10-15.000 rigsdaler ure fra Rønne. Selskabets omsætning udgjorde således mindre end 5% af den samlede omsætning. Grunden til det velmenende selskabs ringe succes var uden tvivl, at bornholmerurene afsattes til jævne mennesker, som foretrak at købe de billigere ustemplede ure, idet de derved kunne spare 10-15 rigsdaler. Tilskyndet af H.C. Ørsted havde bornholmerurmagerne som nævnt dannet en forening. Dens vigtigste opgave overtog Selskabet til Urmageriets Fremme i 1820. Hvordan det derefter gik med urmagernes forening vides ikke; men måske er det en fortsættelse af denne, at bornholmerurmagerne i 1830 gik sammen om regler, der nærmede sig laugsregler.

Kort gengivet lyder de:

  • § l. Urmagerne skal af deres midte udnævne to mænd, opsynsmænd, der repræsenterer faget over for myndighederne, og som skal attestere lærekontrakter og svendebreve og sammen med byfogden bedømme mesterstykker. De skal anvise værksted til de svende, der ønsker at gøre mesterstykker, og de skal anmelde folk, der uberettiget fremstiller ure (d.v.s. som ikke har løst borgerskab) til myndighederne.

  • § 2. Når en dreng tages i lære, skal der oprettes lærekontrakt.

  • § 3. En lærling skal gøre svendestykke, før han får lærebrev. Som svendestykke fremstilles et almindeligt 8 dages stueur, i alle henseender godt forarbejdet. Arbejdet udføres under tilsyn af de udvalgte mestre.

  • § 4. En svend skal gøre mesterstykke, før han bliver mester. Mesterstykket består af et 8 dages slag-, kvarter- og repeterure, som bedømmes af byfogden og de to udvalgte mænd.

  • § 5. Indtil l. juli 1830 godtages et mindre krævende mesterstykke, nemlig et 8 dages slagur.

  • § 6. 15 svende nævnes ved navn, som melder sig til at udføre det lille mesterstykke.

  • § 7. Som de to første opsynsmænd udvælges lieutenant Frederik Sonne og taffelurmager, dannebrogsmand Niels Espersen.

Bornholmerur - Mand Her efterfølger 20 urmageres underskrift.

I løbet af året 1830 gjorde 8 svende det lille mesterstykke og løste borgerskab. Een mester døde i samme år. Der var da ved udgangen af 1830 27 urmagermestre i Rønne, hvortil kom svende og drenge. Men foruden urmagerne havde andre håndværkere indtægt af urene. Først og fremmest snedkere og malere, som leverede kasser til urene. Futteraler kaldtes urkasserne på den tid. Enkelte snedkere må have specialiseret sig i at levere urkasser, således Jacob Jensen, der i 1848 tog borgerskab som urfutteralsnedker i Rønne. Som de første opsynsmænd valgte urmagerne som nævnt lieutenant Frederik Sonne og Niels Espersen. Frederik Sonne var født i 1775 som søn af en guldsmed i Rønne. Han løste borgerskab i 1799, avancerede under Englænderkrigen inden for Bornholms væbning til artilleriløjtnant, senere til kaptajn, men var desuden en fortrinlig urmager. Ud over de almindelige bornholmerure fremstillede han også tårnure. Således skal tårnuret i Stillinge kirke ved Slagelse være leveret af Frederik Sonne i 1809 for en pris af 80 rigsdaler. Frederik Sonne døde i 1849. Niels Espersen var født i 1786, tog borgerskab i 1807. Han blev den mest kendte af de bornholmske taffelurmagere. På hans værksted anbragtes i 1817 to maskiner, som var indkøbt for kongens regning i Schweiz, og som stod til disposition for alle de bornholmske urmagere. Han blev i 1820'eme udnævnt til dannebrogsmand, hvad der dengang var en sjælden hæder for en håndværker. 5 finere taffelure med hans signatur findes endnu bevaret. Han døde i 1858.

Af kendte bornholmerurmagere fra forrige århundrede kan nævnes følgende: Christian Bidstrup, født 1794, borgerskab 1833, død 1877. Jesper Jacobsen, født 1808, borgerskab 1833, død 1891. Jens Christian Jensen, født 1823, borgerskab 1848, død 1900. Jens Larsen Jespersen, født 1802, borgerskab 1827, dødsår ? Johan Casper Lindtner, født 1826, borgerskab 1857, virkede endnu i 1890'eme. Morten Jørgensen Møller, født 1799 borgerskab 1830, død 1875. Hans Peter Struds, født 1827, borgerskab 1861, død 1877 og Mogens Peter Westh, født 1817, borgerskab 1842, død 1894. Af taffelurmagere kendes ud over ovennævnte Niels Espersen bl.a. Peder Pedersen Hartvig, født 1777, borgerskab 1801, dødsår ? Lars Henrichsen Funch, født 1783, borgerskab 1805, flyttet til København 1829, Johan Nicolai Espersen, søn af Niels Espersen, født 1822, borgerskab 1853, død 1896. Christian Suhr, født 1828, borgerskab 1853, dødsår ? Gustav Axel Sjøberg, født 1829, borgerskab 1863, dødsår ? og Michael Hansen, Rønne, født 1840, borgerskab 1863, død 1874.

De anførte årstal er ikke alle lige sikre, hvad angår fødsels- og dødsår. Borgerskabet er derimod helt sikkert. Det skulle teoretisk betyde, at først i det angivne år begyndte den pågældende at fremstille ure med eget navn på skive eller værk, men desværre viser det sig, at visse bornholmerurmagere har fremstillet ure, før de løste borgerskab. Om en enkelt bemærkes det lige ud i borgerskabsprotokollen, at han har fremstillet ure som selvstændig i 10 år, før han løste borgerbrev. Som hovedregel ved datering af bornholmerure kan man sige, at signerede ure er fremstillet i borgerskabet eller derefter, i undtagelsestilfælde tidligere, men antageligt efter urmagerens 2l. år. Der findes kun oplysninger om een enkelt bornholmerurmagers enke, der har fortsat virksomheden med en svend efter mandens død. I de fleste tilfælde kan man derfor gå ud fra, at urmagerens signatur ikke anvendes efter hans død.

Fra 1860'erne aftager produktionen på Bornholm. I tiden 1881-90 udskibes kun 243 ure fra øen. I 1890'erne var der stort set kun een aktiv urmager tilbage, nemlig H.P.Dam i Skarpegade (1836-1911). H.P.Dam førte det bornholmske urmageris traditioner ind i vort århundrede og var medvirkede til, at fagets minder blev registreret på Bornholms museum i Rønne. Når den tidligere så livskraftige industri af ure på Bornholm sygnede hen, skyldes det mange forhold, men først og fremmest at hovedproduktet, standurene, gik af mode og blev afløst af hængeure. Endvidere at bornholmerne ikke var i stand til at konkurrere med prisen på schwarzwaldere og amerikanerne. Standure var i sig selv dyrere end hængeure, men hertil kom, at bornholmske ure var håndværk i den forstand, at de var udført af samme mand fra a-å som værkstedsarbejde. I Schwarzwald blev urene fremstillet i en specialiseret hjemmeindustri, i Amerika som rene fabriksproduktioner. Bornholmerurmagerne var ikke i stand til at ændre deres produktionsmetoder. Kort efter 1850 foreslog skoleinspektør Hjorth, der virkede som en art teoretisk rådgiver for urmagerne, at man forlod værkstedsfremstillingen til fordel for en fabriksmæssig produktion, men det vakte ingen genklang hos urmagerne. Når bornholmerurmagerne i så mange år havde kunnet konkurrere med landets øvrige urmagere og sælge deres ure over hele Danmark, i Slesvig og Holsten, i Nordtyskland, Sydsverige og Norge, skyldes det to forhold. For det første: Bornholmerurene var billige sammenlignet med andre standure. For det andet: Bornholmerurmagere havde forstået at følge moden, hvad urkasserne angik. Urmagerne kunne holde den lave pris på deres ure, fordi leveomkostningerne var små på øen. Det havde de københavnske urmagere allerede fundet ud af i 1773, da de klagede over den bornholmske konkurrence. Men de bornholmske urmagere havde endda ord for at være særligt fattige, selv efter bornholmske forhold. Deres mellemforhandlere, skipperne og købmændene, pressede priserne uhyggeligt langt ned, ikke mindst sidst på vinteren, hvor urmagerne manglede penge.

Mere bemærkelsesværdigt er det, at de bornholmske urmagere - eller måske rettere de bornholmske snedkere - fulgte med i moden og fornyede formen på urkasserne i takt med de skiftende stilarter. Man finder urkasser med præg af barok, Louis 16., empire og sen empire. Standure var over alt på mode i 1700-årene, derfor er de almindelige at finde i dette århundredes stilarter, d.v.s. barok, rokoko og Louis 16. Af disse mangler rokoko på Bornholm, svarende til at denne stilart kun i ringe grad har præget jævnere dansk møbelarbejde. Derimod er empire og sen empire karakteristisk for Bornholm. Der findes naturligvis empirestandure i det øvrige land, men kun få, og intetsteds i et sådant antal som fra Bornholm. Bornholmerurene var billige ure. De appellerede til et publikum med ringe betalingsevne. Et sådant publikum er som regel bag efter på modens område. Til det kunne man sælge standure, selv efter at denne urtype var gået af mode; men bornholmerne var kloge nok til at give deres ure et antræk af nyeste mode, empire. I resten af forrige århundrede søgte man at gøre bornholmerurene attråværdige for et mere købedygtigt publikum. Med få ændringer kunne en dygtig urmager gøre dem virkeligt gode, og disse ændringer kunne udføres med få omkostninger, så værket stadigt kunne sælges til en lav pris. Forslaget gik da ud på, at københavnske urmagere skulle købe bornholmske værker, forbedre dem og sætte dem i bedre kasser end de simple bornholmske fyrretræskasser. Tanken blev med held gennemført for taffelurenes vedkommende. Kronometermester Louis Urban Jürgensen i København skal i stor udtrækning have brugt forbedrede bornholmske værker til taffelure, tidens modeur.

Bornholmerur - FrøkenDerimod synes ideen ikke at have slået an for standurenes vedkommende, antageligt fordi standurene var gået af mode. Dog finder man til tider bornholmerure i fornemme mahognikasser. Det kan være forsøg på at gøre bornholmerurene attråværdige for det bedre publikum. Men om forbedringen er sket i Rønne eller i København lader sig ikke afgøre i dag. At de bornholmske urværker var af god kvalitet, bekræfter de mange tusinde bornholmerure, der går den dag i dag, ganske som de gjorde for 100 eller 200 år siden, da de blev til i en bornholmsk urmagers værksted. Bornholmerurene kan efter udseende deles op i to hovedgrupper; barok- og empirebornholmerne, og en mellemgruppe, Louis 16. bornholmerne. Der findes flere varianter inden for de to hovedgrupper.

Barokbornholmeren har skive af jern- eller messingplade med blystøbte hjørneornamenter, romertal anbragt på en tinkrans, smukt gennembrudte messingvisere og en lille rund tinplade øverst på skiven, som regel med femtakket krone, urmagerens navn og nummer eller tilblivelses år. Kasserne er tredelte. De består af fod, pendulkasse og hoved, alle med lige sider. På foden findes ofte en firkantet fyldning med rundt afskårne hjørner. I pendulkassens dør er et rundt eller firkantet vindue. Hovedets vindue ud til skiven er firkantet med halvcirkelformet afslutning, således at man kan se talkransen og den lille plade med urmagerens navn gennem glasset. Hovedet er foroven afsluttet af en lige, vandret gesims; men over denne kan der være et tilspidset topstykke. Kassen er altid malet, til tider med bibelske motiver, i sjældne tilfælde med en imitation af kinesisk lakarbejde. Barokbornholmerne synes fremstillet fra den første Arboes tid, d.v.s. 1740-50 og frem til 1800. En variant af barokbornholmeren har buet, massiv gesims som afslutning på hovedet over glasruden. En anden variant har buet, gennembrudt gesims på hovedet. Barokbornholmerne kan således inddeles i barokbornholmere med lige gesims, med buet gesims (massiv) og med gennembrudt, buet gesims.

Empirebornholmeren har hvidmalet, rund jernskive med sortmalede tal og enkle messingvisere. Som hovedregel gælder, at skiver med arabertal er ældre, skiver med romertal er yngre. Urmagerens navn eller forbogstaver kan desuden findes malet på skivens bagside. Tilsvarende kan urmagerens navn, urets tilblivelses år eller værkets nummer være slået ind i værkets bagside. Ved opmaling af skiven kan urmagerens navn være blevet erstattet med ejerens eller malerens navn. Der kan også være blevet malet rene fantasinavne og - især - fantasiårstal på skiven. Kasserne består af fod, pendulkasse og hoved. Foden har skrå sider. Pendulkassen kan have haft det. På fodens forside findes et udskåret draperi, på pendulkassens hjørner kvartstave med sokkel og kapitæl, under hovedet en tandsnitgesims. Hovedet har lige sider og rundt vindue ud for skiven. Om vinduet er en udskåret laurbærkrans, til tider også en række perler. Hovedet er lige afsluttet foroven; men oven på hovedet kan findes et gennembrudt galleri eller en krone. Empirebornholmeren er altid malet, ofte i såkaldte almuefarver, f.eks.. i stilfærdigt blåt, grønt eller rødt. Den kan yderligere være dekoreret med små blomster. Om den nu så yndede hvide maling med guldbelægning på draperi, søjler og laurbærkrans er oprindelig, kan være tvivlsom. Den kan næppe være almindelig.

Men den har ved sit neutrale udseende frelst mange bornholmere fra en ødelæggende naturtræafvaskning. Empirebornholmerne blev fremstillet gennem hele det forrige århundrede, d.v.s. 1800-1900. Senere efterligninger af bornholmerure er som regel af denne type. Empirebornholmerens hovedtype kaldes til tider for en hanbornholmer eller manden i modsætning til nedennævnte varianter. En variant af empirebornholmeren har hoved med udadbuede sider. Den kaldes også en hunbornholmer. Den ser ud til at være en menneskealder yngre end hanbornholmeren, altså fremstillet fra omkring 1830. Den er mere sjælden end hanbornholmeren. En anden variant har helt rundt hoved, ovenpå prydet med en lille lyre og to blomsterranker, udskåret i træ. Den kaldes Christian d. 8. bornholmeren ud fra sit stilpræg eller mere populært konen, fordi den i silhuet ligner en bornholmerkone med det nationale hovedtøj, nøllen. Den synes ikke fremstillet før hen mod midten af forrige århundrede. Den er i dag yderst sjælden og må antagelig kun være fremstillet i få eksemplarer. Den mest eftersøgte kone har nøglehul midt på pendulkassens Dør, omgivet af en udskåret, hesteskoformet guirlande. De mere almindelige koner har nøglehullet i dørens venstre side som alle andre bornholmere. Midt mellem barokbornholmerne og empirebornholmerne ligger Louis 16. bornholmerne. De kan have skive som barokbornholmerne, men de træffes lige så tit med malet empireskive. Kassen har altid lige sider. Det bedste kendetegn er, at døren til pendulkassen er riflet eller kanneleret. Louis 16. bornholmerne synes fremstillet i tiden 1780 - 1800.

 

  Siden er sidst opdateret : 15 December 2005